Sort/hvid fotos af de ni forskere i Universal Design Hub netværket

Foto: Niels Flink Rasmussen

Netværksmedlem vinder forskerpris

Ph.d.-stipendiat Emil Søbjerg Falster, medlem af Bevica Fondens ph.d- og postdocnetværk, og Professor Hanne Warming vinder Vanførefondens Forskerpris for deres ekstraordinære arbejde for at tilvejebringe og formidle ny viden om personer med bevægelseshandicap

I Børne- og ungeforskningscentret Livet med Mobilitetshandicap (LIMO) finansieret af Bevica Fonden og Roskilde Universitet har Warming som forskningsleder og Falster som ph.d.-studerende dækket et hidtil stort hul i forskningen ved at lade børn og unge med bevægelseshandicap selv komme til orde.

I projektet inddrager Warming og Falster en bred gruppe af børn og unge med bevægelseshandicap – også grupper, som normalt er vanskelige at inddrage, eksempelvis yngre børn samt børn og unge med handicap, der vanskeliggør kommunikation. I deres forskning undersøger Warming og Falster børn og unges hverdagsliv, herunder hvad de oplever af udfordringer og diskrimination.

Ud over Falsters ph.d.-afhandling og en række videnskabelige artikler arbejder Warming og Falster på en praksisrettet bog med tilhørende videoer målrettet pædagoger, socialrådgivere, ergoterapeuter, sygeplejersker og andre faggrupper, der til dagligt arbejder med børn og unge med fysiske handicap, så de professionelle bliver klædt på til bedre at støtte op om målgruppens muligheder i samfundet. Derudover har Falster og Warming været særdeles aktive i formidlingen af indsigter fra projektet, ikke mindst via oplæg hos private organisationer og kommuner samt debatindlæg i landsdækkende medier – altid med bedring af målgruppens forhold for øje.

Warming og Falster har udviklet metoder til at arbejde med ’det dobbelte blik’; en tilgang der sætter fokus på, at forhold der umiddelbart anskues som en udfordring også potentielt kan udgøre en ressource. Denne tilgang har Warming og Falster blandt andet anvendt på ”vende-på-hovedet”-workshops med dels forældre og professionelle, dels med børnene og de unge selv.

På trods af projektets fokus på børn og unge bidrager Warming og Falsters arbejde i høj grad til at rykke ved måden, hvorpå vi generelt forholder os til mennesker, der udfordrer kropsnormen. Projektet udfordrer den norm for fysisk formåen, der præger vores samfund og den nogle gange usynlige – men i høj grad mærkbare – diskrimination af mennesker med fysiske handicap og de mekanismer, der ligger bag denne diskrimination. Warming og Falsters forskning opstiller alternativer og sætter fokus på ressourcer frem for begrænsninger til gavn for mennesker med fysiske handicap.

”Jeg er stolt og beæret over prisen.” fortæller Emil. ”Jeg ser den som en anerkendelse af at jeg gennem min forskning har arbejdet for at gøre op med den skyggetilværelse som børn med handicap har befundet sig i, hvor der ikke i tilstrækkeligt omfang er taget hensyn til deres perspektiver på eget liv og de udfordringer og barrierer, der begrænser dem i at leve et liv på lige vilkår med alle andre.”

Om Emil Søbjerg Falster

Emil Falster (f. 1992) er ansat som ph.d.-stipendiat ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet med projektet ”Vi kæmper for at leve: En social-relationel og anerkendelsesteoretisk analyse af barrierer for børns agency og gensidige anerkendelsesrelationer set fra et børneperspektiv”. Ph.d.-afhandlingen, der forventes indleveret i 2021, udgør et væsentligt delprojekt i forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap (LIMO), hvor Falster forventes ansat som postdoc efter færdiggørelse af sin ph.d.

Om Hanne Warming

Hanne Warming (f. 1963) er Professor i Sociologi og Barndomsforskning ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet. Udover at lede forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap leder Warming også forskningsgruppen Social Dynamics and Change. Warmings forskningsekspertiser omfatter børns hverdagsliv, børne- og ungeinddragelse, pædagogisk og socialt arbejde, sociale forandringer og sociologisk teori (herunder hvordan sociologiske teorier og analyser både kan informere og informeres af barndomsforskning) samt metodologi og etik i forskning med børn og unge.

Læs mere om Emils forskning her.

UDNyt

Vinder af Vanførefondens Forskerpris 2021:

Emil Søbjerg Falster

Hanne Warming

Del: