Vi skal have mindre medlidenhed og mere værdighed

Vi skal have mindre medlidenhed og mere værdighed

Handicapbegrebet er mangfoldigt, men det skaber ikke altid mangfoldighed. Det er komplekst, og fagpersoner er nødt til at kunne navigere i de forskellige definitioner, for at kunne yde den bedst mulige hjælp. Samtidig er det med til at definere mennesker, og egentlig burde vi droppe ordet handicappet, siger forsker.

af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 25/02/2021.

“Vi skal have mindre medlidenhed og mere værdighed.” Ordene falder fra Inge Storgaard Bonfils, Docent ved Institut for Socialrådgiveruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Hun har gennem sine mange år som forsker undersøgt et bredt spektrum af problemstillinger indenfor handicapområdet, blandt andet psykisk sårbares tilknytning til arbejdsmarkedet, kvalitet i botilbud og mennesker med handicaps inddragelse og deltagelse i politiske processer, for blot at nævne et par stykker. Hun drysser generøst indsigter og pointer ud over de spørgsmål, hun bliver stillet, og der tegner sig snart et billede af, at handicapbegrebet er et komplekst område. Dog har Inge Storgaard Bonfils en klar opfordring. 

“Vi skal væk fra at tale om handicap, og i stedet tale om mennesker med funktionsnedsættelse, fordi det er mere inkluderende – den kategori bliver vi allesammen før eller siden en del af,” siger hun. 

Inge Storgaard Bonfils mener, det er vigtigt at gøre op med ‘dem’ og ‘os’-tanken. Vi skal kunne omfavne kompleksiteten og anerkende, at det at leve med en funktionsnedsættelse er mange ting. “Det er vigtigt, at vi bevæger os væk fra det, vi kalder den medicinske model. Ifølge den er handicap en egenskab hos det enkelte menneske – eller måske rettere en mangel hos det enkelte menneske, og så bliver det let den mangel, der definerer personen,” siger Inge Storgaard Bonfils. 

Et samspil mellem menneske og samfund

I stedet, skal vi ifølge forskeren bevæge os over mod det, der i fagsprog bliver betegnet som den bio-psyko-sociale model. Her bliver handicapbegrebet udvidet til også at inddrage det omkringværende miljø og samfund, og dermed bliver et menneske defineret ikke udelukkende ud fra en funktionsnedsættelse, men ud fra samspillet mellem funktionsnedsættelsen, og det miljø og samfund som personen befinder sig i. Inge Storgaard Bonfils understreger sin pointe med FNs handicap-konvention, der netop tager afsæt i denne relationelle forståelse. Her er formålet at skabe en større bevidsthed om, hvordan samspillet mellem individ og miljø både kan skabe barrierer, men også nedbryde dem og dermed bane vejen mod et værdigt og inkluderet liv. 

“Når vi underviser vores studerende i handicapforståelse, er vi meget opmærksomme på at trække det her frem. Som det er i dag, er det ofte diagnosen og dermed en medicinsk forståelse, der dominerer især i forhold til at få hjælp,” siger Inge Storgaard Bonfils.

Her kommer kompleksiteten igen ind. For socialrådgiverne skal ud og arbejde i offentlige systemer, hvor de skal kunne dokumentere borgerens funktionsnedsættelse, for at vedkommende kan få hjælp. Her spiller diagnosen og dermed den medicinske forståelse en fremtrædende rolle. Hvis en borger skal visiteres til nogle bestemte hjælpemidler, så er fokus naturligt nok på, hvorfor disse hjælpemidler er nødvendige, og dermed kommer selve funktionsnedsættelsen i fokus.

Derfor er det en vigtig opgave for socialrådgivere og andre, der arbejder med den her gruppe mennesker, at kunne navigere ind og ud af teoretiske forståelser og definitioner. Socialrådgiveren skal nemlig samtidig kunne anlægge et helhedsperspektiv på borgerens situation, og her kommer den bio-psyko-sociale forståelse ind, såvel som værdigheden.

“Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i det enkelte menneskes egne drømme og ønsker. Det er med det udgangspunkt, vi skal møde og imødekomme borgeren,” siger Inge Storgaard Bonfils. 

Selv har hun forsket i Supported Employment, der i sin essens går ud på, at tilbyde ikke kun en individuelt og fleksibelt tilrettelagt støtte til borgere med funktionsnedsættelse, men også tilbyde, at denne støtte fortsætter, når borgeren er kommet i arbejde. I stedet for som tidligere at gøre borgeren jobparat med aktiveringstilbud og praktikforløb, får borgeren altså en mere permanent støtte, så fx risikoen for at falde fra bliver mindre.

“I Danmark har vi ikke tradition for langvarig fastholdelsesstøtte i jobbet, men forskning har vist, at det kan være en vej til at få flere mennesker med en funktionsnedsættelse ind på arbejdsmarkedet”, siger Inge Storgaard Bonfils. 

Som Docent ved Københavns Professionshøjskole, har hun været med til at udvikle et efteruddannelsestilbud, som bygger på forskning og praktiske erfaringer med Supported Employment i Danmark.

“Som Professionshøjskole er det vores opgave at bidrage med praksisnær forskning, der gennem uddannelsestiltag kan bidrage til at kvalificere socialrådgiverne i deres arbejde med mennesker med funktionsnedsættelse, og i sidste ende sikre værdighed og inklusion af borgere med funktionsnedsættelse,” siger Inge Storgaard Bonfils. 

Vil du læse mere om handicapbegrebet anbefaler Inge f.eks.