Fra idealkrop til sansende mangfoldige kroppe 

Ph.d.-studerende og arkitekt Christine Bjerke har sat det lange lys på og er i gang med en kortlægning af vores menneskesyn i forhold til undervisning i arkitektur og design de seneste 270 år. Intentionen er at skabe ny viden og bidrage til udviklingen af et mere inkluderende og mangfoldigt menneskesyn på arkitekt– og designuddannelserne i Danmark. 

af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 27/09/2024.

Kommende arkitekter og designere skal lære at tage udgangspunkt i menneskekroppe som mennesker er forskellige. Derfor er arkitekt og ph.d.-studerende ved Institut for Bygningskunst og Design på Det Kongelige Akademi og del af Cluster for Spatial Inclusion, Christine Bjerke dykket ned i 270 års historie for at kortlægge den måde vi gennem tiden har betragtet den menneskelige krop på, og hvordan det syn er kommet til udtryk i undervisning indenfor arkitektur og design i Danmark. Kortlægningen er en del af hendes igangværende ph.d.-projekt, med arbejdstitlen ’Bodies in Spaces: Inclusion at Danish Architecture and Design Education’. 

“Ved at kortlægge vores menneskesyn gennem tiden, får vi en ny viden, ikke kun om, hvordan man har set på mennesket, men også et fokus på den kritik der har været af de forskellige eksisterende menneskesyn,” siger Christine Bjerke.

En af dem, som har været kritisk er arkitekten Karen Zahle, der i 1970’erne og frem, både i sine forskningsartikler og i sin undervisning blandt andet introducerede mennesket som en social krop. Ifølge hende skulle arkitektur og design have tre dimensioner – den funktionelle, der kort sagt betød, at det skulle fungere i praksis, den psykologiske – altså at arkitektur og design skulle tage højde for de variationer, der kan forekomme i et menneskes krop og sind og endelige den relationelle, som handlede om at vi som mennesker er en del af et fællesskab. 

“Zahle havde fat i noget interessant. Fx at arkitektur og design ikke er statisk, men at det skal kunne tilpasses til forskellige mennesker. I den forstand var det et opgør med tidligere tiders tilgang, hvor ”godt design” som regel blev skabt ud fra et meget snævert menneskesyn, som ofte var en gennemsnitlig hvid mand, med fuld funktionsevne,” siger Christine Bjerke.

Fra da Vinci til Le Corbusier 

Når Christine Bjerke lige netop sætter starttidspunktet i 1750’erne, så er det fordi det er på det tidspunkt, at arkitektskolerne i Danmark begynder at opstå. Dermed begynder også en tradition for at tage udgangspunkt i at bygge og senere – da designskolerne opstår også at designe genstande med afsæt i en bestemt menneskekrop.

I 1750’erne er det stadig Leonardo da Vincis tanke om idealkroppen fra den italienske renæssance, der dominerer, og det bliver den ved med meget langt op gennem de næste århundrede indtil 1920’erne, hvor funktionalismen vinder indpas i Danmark. Nu bliver menneskesynet mere teknisk. Kroppen er en størrelse, som skal fikses, repareres for at passe ind i de standarder som begynder at vinde frem. Det er også senere i den periode i Vesten, at den tyske arkitekt Ernst Neufert udviklede et system – ’Neufertsystemet’ – som standardiserede dimensionerne i et byggeri baseret på metersystemet. Dette syn på kroppen, forklarer Christine Bjerke, fortsætter ind i 1940’erne, hvor den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier udvikler ‘The Modulo