Ingen skal føle skyld, fordi de har en funktionsnedsættelse

Børn kan opleve skyldfølelse, når de bliver mødt med tvivl og mistro fra sagsbehandlere og pædagoger. Det er ikke retfærdigt, mener Emil Falster, der har viet sit ph.d.-projekt til at undersøge, hvilke barrierer børn med funktionsnedsættelse møder på deres vej igennem systemet.

af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 09/12/2020.

Hvordan er virkeligheden for børn med funktionsnedsættelse i dagens Danmark?
Det spørgsmål tager Emil Falster under kyndig behandling i sit ph.d.-projekt. Med afsæt i udviklingen indenfor handicapområdet de seneste ti år belyser projektet nogle af de barrierer som børn med funktionsnedsættelse og deres forældre møder på deres vej primært gennem det offentlige system, men også ude i det offentlige rum.

“Handicapområdet er blevet voldsom nedprioriteret politisk de seneste ti år. Det giver genklang i den måde, vi som system og samfund behandler mennesker med funktionsnedsættelse” siger Emil Falster, ph.d.- studerende ved Roskilde Universitet.

Han taler hurtigt og engageret, men stopper sig selv, når han kommer for langt ud af en teoretisk tangent, og hiver i stedet et eksempel frem fra sin empiriske dataindsamling. Her fulgte han bl.a. en gruppe børn, der skulle på museum. Flere sad i kørestol, og kunne derfor ikke komme ind uden brug af en rampe. Den skulle først findes frem, og da den endelig var klar, var den så smal, at børnene knap kunne få deres kørerstole op ad den.

“Da den første gjorde forsøget brasede rampen sammen med et kæmpe brag, så forbipasserende vendte sig mod barnet, der rød i hovedet sad og stirrerede ned i jorden. Det er jo et klassisk eksempel på, hvordan et barn bliver udstillet, fordi han ikke ved egen hjælp kan komme op til indgangen, fordi den tilgængelighed, der tilbydes, ikke er tilstrækkelig,” siger Emil Falster.

I sin afhandling undersøger Emil Falster barrierer i børn/unges (op til 19 år) liv. Det kan både være materielle/fysiske barrierer, som billedet med rampen illustrerer. Og sociale/relationelle barrierer, hvor børn bliver begrænset, fordi de behandles på bestemte måde. Fx oplever nogle, at pædagoger og sagsbehandlere ikke tager dem alvorligt eller slet ikke inddrager dem i sagsbehandlingen.

Et af de mere ekstreme tilfælde Emil Falster har oplevet, var en 13-årig dreng, der ikke kunne komme rundt uden en kørestol. Da hans mor kunne se, at han var ved at vokse ud af den, kontaktede hun kommunen, der meldte tilbage, at hun først skulle skrive til dem, når kørestolen var blevet for lille.

“Da jeg besøgte dem, lå drengen i sin seng og blev båret rundt i huset og havde i en periode ikke været i skole. Oveni at de først kunne bestille en ny stol, da den gamle var blevet for lille, var der også lang leveringstid.”

Det er det, der er drivkraften for Emil Falster og hans ph.d.-afhandling – at belyse et område, hvor der efter hans mening foregår uhørt uretfærdighed overfor en gruppe mennesker, som er fuldstændig uden skyld i deres egen situation.

Det er ikke altid, at uretfærdigheden eller barrieren er så åbenlys som i de førnævnte eksempler. Nogle gange opstår der dilemmaer i forhold til, hvornår autoriteten griber ind i barnets liv og måske uforvarende kommer til at frembringe en følelse af skyld eller skam hos barnet.

Det kan fx være et barn i kørestol, der under leg med andre børn pludselig kommer til at sidde i en position, der er dårligt for kroppen. Her kan det være naturligt for en voksen at gribe ind og rette barnet op til den korrekte position, men spørgsmålet er, om det altid er hensigtsmæssigt?

“Hvis du griber ind forstyrrer du legen og giver måske barnet en følelse af at være forkert og anderledes, omvendt skal barnet heller ikke påfører sig fysiske skader. Der er ingen endegyldig løsning. Men det kan være en fordel, at den voksne har fokus på den her problematik og måske lige lader barnet lege lidt uden indgriben. Det kan hurtigt blive til rigtig mange afbrydelser i løbet af en dag,” siger Emil Falster.

Løsninger kan Emil Falster til gengæld godt komme med, når det gælder handicapområdet generelt. For ham går økonomien hånd i hånd med at give værdighed og retfærdighed til mennesker med funktionsnedsættelse. Han mener, at besparelserne på området er ledsaget af en moralsk diskurs, der fremstiller mennesker med funktionsnedsættelse som en gruppe mennesker, der kannibalisere på andre velfærdsområder. Der er ifølge ham brug for, at samfundet får et andet og mere rummeligt syn på mennesker med funktionsnedsættelse – ikke kun i forhold til den gruppe, der er født med en funktionsnedsættelse, men fordi de fleste af os på et eller andet tidspunkt i livet vil opleve at vi bliver begrænsede på den ene eller anden måde.

“En dag sidder vi måske selv i en kørestol og skal bruge en rampe for at komme på museum, og det skal ikke give os skyldfølelse eller følelsen af at være en udgift ,” siger Emil Falster.