I design af byen har barnevogne og kørestole ingen værdi

Vores samfund står over for en udfordring. Som danskere bor vi i højere og højere grad fra vugge til grav i byerne.

Samtidigt døjer en fjerdedel af danskerne med en fysisk funktionsnedsættelse – en gruppe, der inkluderer alt fra gamle knæskader til nedsat syn og kørestole.

Alligevel viser min forskning, at tilgængelighed prioriteres med samme mangel på iver som brandtrapper og affaldsskure. Alle disse ting er vigtige for, at byrum er forsvarlige, men er samtidig fremfor alt baseret på tekniske og juridiske krav.

Her har arkitektonisk kvalitet og byrummets værdi, hvad man mere populært kunne kalde det gode liv, normalt ikke megen magt.

Det fører til tider til stor frustration for særligt landskabsarkitekterne. De er ansvarlige for at samle et utal af juridiske krav på de få kvadratmeter, som allernådigst efterlades til byrummet og landskabet.

Kort opsummeret viser min forskning, at landskabsarkitekterne føler, at de ikke har mulighederne, og nogle gange evnerne, til at integrere tilgængelighed ordentligt i byens rum.

Det medfører en forståelig faglig frustration. Her er det dog vigtigt at tilføje en detalje.

Min forskning viser nemlig også, at tilgængelighed ikke umiddelbart forbindes til, hvorfor et byrum er værdifuldt eller af høj arkitektonisk kvalitet.

Tilgængelighed er faktisk vigtigt for alle

Nu tænker du måske: Og hvad så? Skal jeg virkeligt bekymre mig om tilgængelighed?

Den her artikel vil forhåbentligt forklare dig, at ja, det skal du faktisk.

Der findes en udbredt myte om, at det kan være lige meget at designe for kørestolsbrugere og andre personer med et eksplicit tilgængelighedsbehov. Disse mennesker dukker jo alligevel ikke op i byen. Ja, selv hvis de gør, er det så lille en gruppe, at deres behov ikke bør styre designet af byens rum.

At afkræfte denne myte kræver tre argumenter.

1. Tilgængelighed fylder allerede rigtigt meget i danske arkitekters arbejde ude på tegnestuerne.
2. Vi bør ikke begrænse tilgængelighed til noget, der kun vedrører bestemte grupper. Det vedrører os alle.
3. Der bør ikke eksistere et modsætningsforhold mellem gode byrum og tilgængelige byrum. Tværtimod faktisk.

Artiklen her vil gennemgå disse tre argumenter. Forhåbentligt vil det give dig, uanset dit forhold til arkitektur og byplanlægning, et mere nuanceret forhold til vores fælles byrum.

1: Hvordan arbejder arkitekter med tilgængelighed?

Danske arkitekter og landskabsarkitekter bruger som sagt rigtig meget tid på tilgængelighed.

I nogle tilfælde fordi eksempelvis togstationer er underlagt flere overlappende sæt af krav. I andre tilfælde fordi pladsen er så trang, at selv de relativt beskedne krav i det danske bygningsreglement besværliggør ellers gode intentioner.

Selv når pladsen ikke er trang, er den første reaktion fra arkitekter og landskabsarkitekter, så snart man nævner ordet tilgængelighed, at finde plads til ledelinjer, ramper og niveaufri adgang.

Fælles for disse projekter er, at tilgængelighed sidestilles med en række relativt simple og genkendelige løsninger som eksempelvis rampen, der ikke bliver et hovedfokus i designarbejdet.

Pointen er, at tiden fremfor alt bruges på at indpasse forskellige krav i et eksisterende design.

Det er en vigtig detalje. Det betyder nemlig, at succeskriteriet for tilgængelighed i et ’godt design’ er, at det er så integreret eller usynligt som muligt.

Tilgængelighed skal med andre ord helst ikke fylde noget – hverken æstetisk, rumligt eller konceptuelt; en pointe, jeg kommer tilbage til i artiklens sidste afsnit.

Alt for mange af os bliver ’usynlige’ for designerne

Men hov. I starten af artiklen nævnte jeg, at en fjerdedel af danskerne døjer med en fysisk funktionsnedsættelse. Betyder det så, at behovene fra en fjerdedel af danskerne usynliggøres i byens design?

Ja. Sådan kan man godt tolke det. Er det så et problem?

For at starte med det positive, så er det velintegrerede design ofte smukkere, fordi byrummet fremstår som én helhed fremfor fragmenteret.

Derudover er velintegreret tilgængelighed ligestillende i den forstand, at uanset hvem du er, så har du her, ideelt set, ligeværdig adgang til byens rum.

Men når tilgængeligheden bliver usynlig, har den det også med at blive usynlig for dem, der designer byens rum. Det kan føre til manglende omtanke for de mennesker, der har behov for tilgængelige byrum.

2: Hvem har et behov for tilgængelighed?

Vi bliver lidt ved idéen om usynlighed.

Når det gælder byens brugere, har usynlighed det nemlig med at være selvforstærkende. For ser man ikke en gruppe bruge byen, designer man ikke til den gruppe.

Det medfører, at den pågældende gruppes behov ikke tilgodeses, hvilket igen gør, at de ikke bruger byen. Hvilket gør, at man ikke designer til gruppen… Ja, du kan nok se, hvor cirkulært mit argument bliver her.

Blandt andet derfor er det vigtigt at forstå, at tilgængelighed faktisk kommer alle til gode.

Når titlen på denne artikel lidt provokerende henviser til barnevogne og kørestole i samme sætning, er der en mening.

Tilgængelighed er nemlig ikke kun relevant for den fjerdedel af danskerne, jeg tidligere har refereret til.

Det er også en fordel for dem, der har brækket benet, har andre midlertidige mén eller bare skal fragte en uges dagligvarer hjem fra Netto.

Hertil kommer vennerne og familiemedlemmerne til en person, hvis mobilitet er nedsat permanent eller midlertidigt.

Hvis du bor på femte sal uden elevator, kan din aldrende mor eller bedstemor have svært ved at komme på besøg. Eller for den sags skyld, barnevognsskubbermafiaen med deres tusindvis af skridt i familiefredens tjeneste.

Tilgængelighed skaber bedre byrum

Endelig er der resten af os. Selv en ret kropskapabel mand på 30, som forfatteren her, har bare lettere ved at komme rundt, når der er tænkt på den generelle tilgængelighed i et byrum.

Med andre ord skaber tilgængelighed bedre byrum.

Bedre fordi de formindsker den energi, vi skal bruge på at komme trygt og sikkert gennem verden.

Samtidigt tillader tilgængelige byrum, at grupper, der tidligere var usynlige i det offentlige rum, fordi de ikke havde adgang til disse, kan begå sig som en del af samfundet.

Derfor holder myten, jeg nævnte tidligere, ikke.

Tilgængelighed er ikke kun for en lille og usynlig gruppe borgere. Det gør faktisk en forskel at indtænkte tilgængelighed som et kvalitetsparameter i ens design.

3: Usmidige byrum giver ikke lige adgang

Meget af hvad jeg har beskrevet her kan relateres til begrebet ’universelt design’.

Her er idealet netop, at man kan arbejde med alt fra byrum til hjemmesider ud fra et princip om ligeværdig adgang.

Et ideal som blandt andet foreskriver, at man både kan og bør inkludere så mange forskellige behov som overhovedet muligt.

Det betyder også, at man ser udover tekniske krav og ikke kun anlægger én enkelt rampe for at opfylde bygningsreglementet.

Sådanne minimumsløsninger skaber usmidige byrum, da hele rummets tilgængelighed nu pludseligt er afhængigt af en enkelt flaskehals.

Er elevatoren i stykker, eller lægges der belægning på rampen? Sur røv.

Derfor skal vi i langt højere grad til at tænkte robusthed, eller flertydig brug som det nogle gange kaldes inden for universelt design, ind i vores byrum.

Det betyder ikke, at alle trapper skal erstattes af en uendelighed af ramper i alle byrum (en trappe kan faktisk være mere tilgængelighed end en rampe for nogle).

Men har man eksempelvis kun en elevator, der ofte er i stykker, til en travl station, bør man måske overveje, hvor ligeværdig adgang det giver – selvom man formelt set overholder reglerne med kun én elevator.

Uanset om vi taler tilgængelighed eller universelt design, kræver det, at vi arbejder med disse som en central kvalitet i ’det gode’ byrum.

Ligesom vi allerede gør med for eksempel sol- og skyggeforhold eller trafikstøj.

Universelt design kan få flere til at bruge byens rum

Min forskning viser, at dette ikke sker i øjeblikket (se også kap. 5, s. 97 her).

Når vi arbejder med tilgængelighed, tænker vi mest på ramper eller ledelinjer for blinde og svagtseende. Altså alt det bygningsreglement fremhæver.

Ofte går al energien på at overholde minimumskrav. Derfor er de bedste eksempler i øjeblikket byrum, der evner at integrere eller usynliggøre ramper i et eksisterende byrum.

Dette ofres der rigtigt meget tid og energi på – tid og energi, der kunne benyttes mere effektivt til gavn for både byens rum og dem, der designer dem.

Det kræver, at såvel bygherrer som arkitekterer evner at inkludere tilgængelighed som en værdiskabende parameter for mere robuste byrum.

Robuste, fordi der simpelthen vil være flere mennesker, der i længere tid vil kunne bruge disse rum.

Robuste, fordi der skal mere end en enkelt fejl til at ekskludere en betydelig del af den danske befolkning fra byen.