Coronatidens undtagelsestilstand satte eksisterende vaner og fællesskaber på pause, og satte dermed også mange fysiske og sociale eksklusionsmekanismer ud af drift. Men der spirede samtidig noget fint som vi skal dyrke og bygge videre på.

Essay af Sonja Heer Henriksen og Marie Engberg Eiriksson, Bevica Fonden

Da størstedelen af befolkningen blev sendt hjem uden mulighed for fysisk at deltage i sociale og faglige sammenhænge, opstod nye fællesskaber og måder at være sammen på. Dette betød nye muligheder for deltagelse i fællesskab, også for mennesker med funktionsnedsættelser. Vi så eksempler på, at mennesker rakte ud mod hinanden og viste empati på tværs af geografiske og sociale skel. Vi så arbejdspladser blive mere fleksible og forstående for medarbejdernes forskellige situationer og vi så en opblomstring af socialt og kulturelt samvær på et væld af forskellige platforme.

En af de gennemgående temaer for FNs 2030 mål er at vi ikke må glemme nogen grupper, mens vi løber mod målet, og at vi skal nå dem først, der er længst fra mållinjen. Socialt udsatte var, trods de mange gode tiltag, den gruppe, der blev ramt hårdest af krisen. Hvis vi vil et ligeværdigt samfund, hvis vi vil opfylde verdensmålenes løfte ”leave no one behind”, så må vi huske de ting, vi har lært under Corona-krisen og tage dem med ind i vores genopbygning af samfundet.

Fællesskab for fællesskabet skyld

Det var det sociale idrætsfællesskab, som før nedlukningen var omdrejningspunktet for de 500 medlemmer i foreningen Recovery Bulls. Medlemmerne er socialt udsatte og har problemer som f.eks. misbrug eller hjemløshed. Da Corona lukkede ned for aktiviteterne, gik foreningen online. Den oprindelige aktivitet gled i baggrunden og fællesskab for fællesskabets egen skyld blev det bærende.

Tre dage om ugen kunne medlemmerne streame f.eks. sundhedsfremmende oplægom positiv psykologi på Facebook. Hver fredag var der også livevideoer med livshistorier fra nogle af de andre medlemmer. Ud af onlinefællesskabet voksede nye fællesskaber, for eksempel vandregrupper, som også er fortsat på den anden side af nedlukning og forsamlingsforbud. Recovery Bulls er langt fra det eneste eksempel. Vi så en kollektiv lyst til at mødes, en kollektiv lyst til at gøre en svær situation bedre og en kollektiv lyst til at hjælpe andre.

Ifølge Røde kors ensomhedsundersøgelse fra maj 2020, har 49% gjort noget for at hjælpe andre under Corona-krisen. Det var næsten som om, at det at være tvunget til at være alene og forhindret i at være sammen, gav en oplevelse af at vi alle var i samme båd. Alle oplevede at få frataget valg om deres egen hverdag. Måske gav kontroltabet en bedre forståelse af de situationer andre mennesker befinder sig i til hverdag? Vi var fælles om oplevelsen af ikke selv at have et valg, fælles om at være fastlåst, bekymret og uden indflydelse på egen situation. Efterhånden som samfundet kan åbne mere og mere, må vi give håndslag på at huske. For nogle af vores familiemedlemmer, venner og naboer lever stadig i en hverdag med begrænsninger. De oplever begrænsninger i deres familieliv, arbejde og studie. Begrænsninger i deres muligheder for at deltage i festligheder og kulturarrangementer, se en fodboldkamp, rejse på ferie eller bare komme ud af huset. Mange oplevede situationer som dette før Corona og mange vil blive ved med at opleve det, når vi andre har glemt hvordan det var, da vi ikke kunne gå i Brugsen.

Ud af de følelser af magtesløshed og manglende selvbestemmelse, voksede også nye opfindelser og ny teknologi der kunne bygge bro mellem mennesker på afstand.

Og mens verden lukkede sig for alle, åbnede den sig for nogen…

Planlagte aktiviteter som møder og undervisning blev hurtigt rykket online. Med de nye kundskaber folk erhvervede sig fulgte hurtigt også kreative fællesskaber, koncerter, foredrag og fællessang.

Mennesker med funktionsnedsættelse oplevede også før krisen, at de ofte ikke havde mulighed for at deltage i fællesskaber. På grund af en trappe eller en sen bus. Fordi lyden var for høj eller fordi der ikke blev brugt mikrofon. Fordi der ikke var et toilet de kunne benytte på stedet, eller fordi de ikke ville bede familiemedlemmer eller venner om at bære dem, at tolke for dem, eller at gå tidligt med dem. Disse mennesker oplevede pludselig, at der blev eksperimenteret med platforme og formater, som gjorde at de uden besvær kunne tilpasse deres deltagelse og være en del af fællesskabet på deres egne præmisser. Og de samme fænomener så vi på arbejdsmarkedet. Lynhurtigt blev der oprettet hjemmearbejdspladser og virtuelle mødelokaler. Fredagsbaren blev også streamet, man kunne mødes til en kop kaffe mandag morgen med katten i vindueskarmen og et barn på skødet. Selv arbejdstiden blev mere fleksibel. Igen betød de nye formater og forhold at der var en hidtil uset mulighed for at tilrettelægge en arbejdsdag der var mere fleksibel og på den enkelte medarbejders præmisser. Krisen tvang os alle sammen til at se medarbejdere, kolleger og samarbejdspartnere som hele mennesker, med forskellige forhold, funktionsevner og præferencer. Selv efter de fleste arbejdspladser gradvis åbnede, er onlinemøder og konferencer stadig en del af hverdagen. Det er blevet normaliseret at arbejde mere hjemmefra. I stedet for at spørge hvorfor en kollega deltager online, spørger man nu i stedet om mødet er fysisk eller digitalt?

De arbejdsforhold, som mange mennesker med funktionsnedsættelser har ønsket sig og efterspurgt, men ofte ikke haft mulighed for at få, er på meget få måneder blevet normaliseret.

Nye fællesskaber, nye muligheder, nye barrierer?

Når nye former for samvær, fællesskaber og arbejdskultur opstår er det vigtigt at huske at nye formater også kan komme med deres egne barrierer. Recovery Bulls oplevede en opblomstring i det online fællesskab, men de oplevede også at nogle medlemmer stod af på teknologien.

Selvom fællesskabet kommer hjem i stuen, kræver det noget af den enkelte bruger.Nogen mennesker føler sig afskrækket ved tanken om at bruge uvante teknologier. Andre igen har ikke adgang til de rette devices. Og selv om man har både den rette kunnen og de rette værktøjer kræver det ligeværdige digitale fællesskab også en del af både deltagere og arrangører.

Ny teknologi har altid betydet nye muligheder for inklusion og deltagelse for mennesker. Med skriftsprogets udbredelse blev mennesker i stand til at kommunikere med hinanden uden at rejse. Med telefonens opfindelse kunne man pludselig tale med hinanden på tværs af store afstande. Med mobiltelefonens tekstbeskeder blev vi yderligere i stand til at skrive til hinanden uanset hvor vi var. Hver af disse innovationer har betydet fremskridt i kommunikation. Muligheder for at dyrke fællesskaber på nye måder, også for mennesker med funktionsnedsættelse. De nye teknologier pibler stadig frem og hurtigere end nogensinde.

Med den teknologi vi har til rådighed nu og har lært at bruge under Corona-krisen, står vi endelig med medier, der kan understøtte mange sanser på samme tid. Vi kan streame tekst, billeder, video, lyd og undertekster i real tid, fra hver sin side af kloden. Vi kan bruge oplæsningsprogrammer og braille readers og deltagere kan selv skrue op og ned for lyd og lys. De kan vælge om de vil se alle deltagere eller kun den der taler. Disse medier som mange for alvor tog til sig under corona-epidemien, kan meget mere for mange flere, end vi måske tænkte over, da vi gik i gang.

Rigtig mange mennesker kan være med nu, hvis vi fortsat gør os umage. Vi har værktøjerne til at få næsten alle med online, men det kræver at vi udviser omtanke og omhu. De tilgængelige digitale platforme kan blive utilgængelige, hvis vi ikke planlægger digitale møder og arrangementer lige så omhyggeligt som vi gør med de fysiske. Hvis den rette teknik og de rigtige værktøjer tages i brug, kan vi ganske vist alle høre foredraget, uanset om vi er fysisk til stede eller med online. Men hvordan sikrer vi ligeværdigheden, når de fysiske deltagere går til kaffepause? Vi skal også huske at bruge de værktøjer, der findes, så det indhold, vi producerer, understøtter brug af hjælpemidler som f.eks. oplæsningsprogrammer.

Udviklingen af fællesskaber under Corona strakte sig ud over online. De nye fællesskaber opstod mange steder. Fællessang på fjernsynet gjorde pludselig fjernsyn til et samlingspunkt, det ikke har været i mindst en generation. Ældresagen matchede hundredevis af telefonvenner, naboer sang fra altanerne med hinanden og børn og unge købte ind for ældre, der ikke turde gå ud. En børnehave i Aarhus tegnede tegninger til plejehjemsbeboere og sendte dem videohilsner da de ikke kunne komme på besøg.

Alle KAN være med – hvis vi udøver fællesskaber på måder der understøtter forskellige behov og præferencer. Der er fortsat brug for de indsatser der er startet under krisen, og vilje til at starte nye indsatser. Vi skal gøre mere for at få de mennesker med i fællesskaberne, der har behov, men ikke selv kan række ud. Leave No One Behind – and reach the furthest behind first – Vi skal have alle med, og vi skal starte med dem, der står bagest.