Sort/hvid fotos af de ni forskere i Universal Design Hub netværket

 

Designløsninger skal skabes til det sansende menneske

Lys påvirker mennesker, men nyt ph.d. projekt peger på, at påvirkningen ikke kun sker gennem øjet, men også gennem huden. Hvis vi ser på mennesker som sansende væsner, får vi en meget større paletten at navigere udfra i arbejdet med at skabe inkluderende designløsninger, siger forsker bag projektet.

af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 26/11/2021.

Noget lys kan virke afslappende, mens andet kan virke opkvikkende. Lys har en stor påvirkning på mennesker og kan med fordel blive tænkt ind i designløsninger. Det er en af konklusionerne i Stine Louring Nielsens ph.d-projekt. Som antropolog har hun gennem flere år beskæftiget sig med mennesker, rum og sundhed inden for forskningsfelterne helende arkitektur og evidensbaseret design. I sit ph.d.-projekt har hun dykket ned i lysets betydning og undersøgt, hvordan vi sanser og bliver påvirket af farvet belysning i den måde vi oplever og bevæger os på i rum.

Hendes projekt bestod i en række casestudier i både levede miljøer og laboratorier, hvor hun studerede mennesker i blå, hvid, orange og rød belysning. Som en del af undersøgelserne gav hun nogle af forsøgspersonerne bind for øjnene for at se, hvordan de responderede på lyset, når de ikke kunne opfange det gennem øjet.

“Det interessante var, at der ikke var signifikant forskel på personernes reaktioner i forhold til, om de havde åbne eller tildækkede øjne. De bevægede sig simpelthen på sammenlignelige måder og havde sammenlignelige oplevelser på tværs at synstilstande. Det indikerer, at vi rent faktisk er i stand til at sanse og derved blive påvirket af lys gennem huden og ikke kun gennem øjet,” siger Stine Louring Nielsen.

Stine Louring Nielsen udførte flere studier i forbindelse med sin ph.d.-afhandling – herunder et hjernestudie, hvor hun kunne konstatere, at det område af hjernen, der normalt registrerer sanseindtryk som berøring og vibration også blev aktiveret, når hun udsatte forsøgspersonerne for lyspåvirkning samtidig med, at de havde tildækkede øjne.

Derudover kunne hun med et andet laboratorieforsøg også konstatere signifikant sammenlignelige reaktioner alt efter, hvilken belysning hun udsatte personerne for. Et blåt lys gav fx forsøgspersonerne en overvejende fornemmelse af at være vægtløse, og at rummet blev stort. En orange tone gav overvejende deltagerne energi og en følelse af at blomstre, mens en rødlig tone gav en følelse af jordforbindelse og at blive puttet i en puppe.

“Det viser jo, at det giver mening at arbejde med lyset, når vi designer rum for mennesker og deres oplevelser og adfærd, og at vi med fordel kan udfordre nogle af de beslysningsstandarder som findes i dag, der primært henvender sig til mennesket som visuelt sansende,” siger hun.

Mennesket som et sansende væsen

Stine Louring Nielsens stemme lyser op i begejstring, når hun fortæller om sin forskning. Hun synes, det er vigtigt, at vi begynder at opfatte et menneske som ikke bare en fysisk krop, men også som et sansende og følende væsen. Gør vi det, giver det os en meget bredere palette for at skabe inkluderende designs, mener hun.

“Når vi udvider vores forståelse af mennesker til også at være sansende og følende størrelser, får vi flere muligheder for at skabe universelle designløsninger, der favner bredt og møder mennesket i sin helhed,” siger hun.

Og når vi skaber designløsninger, der taler til alle vores sanser, giver vi mennesker mulighed for at folde sig ud og være tilstede med hele sig.

“Vi sanser og fornemmer med hele vores krop, og vi møder ikke bare rummet, men også hinanden ud fra det. Dermed bliver vi også påvirkede af både den stemning, som rummet sætter, og den som vi selv som mennekser sætter – det viser hvordan man med design kan understøtte bestemte typer oplevelser og adfærd i et rum, men at mennesker altid selv vil definere, hvordan disse bliver i sidste ende,” siger hun.

Med det sagt, så anerkender forskeren også, at det ikke er lige til at lave en inkluderende designløsning, når det kommer til at arbejde med lys. Nogle mennesker er meget lyssensitive, og kan blive overvældet af meget farvet eller skarpt lys, mens andre ikke bevidst lader sig mærke af det. Men måske er der alligevel en vej, mener Stine Louring Nielsen.

“Jeg har jo foreløbig kun undersøgt effekter af tre meget mættede farver på et udvalg af mennesker, så der er brug for yderligere forskning og plads til at justere lyset i forhold til at finde designløsninger, der imødekommer størstedelen og gavner de sensitive på en og samme tid,” siger hun.

Læs mere om Stines forskning: 

Nielsen, Stine Louring, Ute Christa Besenecker, Nanna Hasle Bak, and Ellen Kathrine Hansen. 2021. “Beyond Vision: Moving and Feeling in Colour Illuminated Space.” Nordic Journal of Architectural Research, Vol. 33, Issue 2. – Artiklen kan findes her: https://vbn.aau.dk/da/publications/beyond-vision-moving-and-feeling-in-colour-illuminated-space

Wulff-Abramsson, Andreas, Mads Deibjerg Lind, Stine Louring Nielsen et al. 2019. “Experiencing the Light Through Our Skin – An EEG Study of Colored Light on Blindfolded Subjects.” Proceedings – 2019 IEEE 19th International Conference on Bioinformatics and Bioengineering, BIBE 2019, 609–16. – Artiklen kan findes her: https://vbn.aau.dk/da/publications/experiencing-the-light-through-our-skin-an-eeg-study-of-colored-l

En samlet liste og links til alle publikationer og aktiviteter kan findes her: https://vbn.aau.dk/da/projects/the-feel-of-light

Stine Louring Nielsen

Antropolog, Ph.d.-studerende, Aalborg Universitet København

Forsker i mennesker, rum og sundhed

Har netop indleveret sin ph.d.-afhandling om, hvordan mennesker sanser og bliver påvirket af forskellige nuancer af lys

Medlem af Bevica Fondens Ph.d.-netværk

Læs flere forskerprofiler 

Del: