Blomstervalg, bænke og bugtede stier er vigtige elementer i demenshaver

Designet og detaljen er vigtige, hvis ældre med demens skal have det fulde udbytte af en have. Designet skal stimulere og udfordre de ældre, men skal samtidig tilgodese personalets og pårørendes behov. Og så skal designet sørger for, at den demente altid kan finde hjem igen.

af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 25/01/2021.

Det kræver noget helt særligt at designe og anlægge en have til ældre med demens, hvis de, personalet og pårørende for alvor skal have glæde af den. Det handler nemlig ikke bare om at kunne åbne døren ud til en græsplæne. Det ved post. doc. ved Institut for Idræt og Biomekanik Tanja Schmidt. Hun er i øjeblikket projektleder på forskningsprojektet DeRUde – Dementes Rehabiliterende Udeområder, som i sin essens går ud på, at samle og udvikle viden om, hvordan rehabiliterende indsatser for mennesker med middel til svær demens kan forankres i anlæggelsen af haver ved plejecentrene.

“Der er mange udfordringer, vi bliver nødt til at tage hensyn til, hvis en demenshave skal have sin fulde effekt. Fx er det vigtigt, at den ældre ikke kan blive væk – det kan vi løse ved, at etablere gangstier rundt i haven som et ottetal, så den ældre altid vil komme tilbage til udgangspunktet,” siger Tanja Schmidt.

De fleste mennesker med demens vil i stigende grad – i takt med at sygdommen skrider frem- udvise adfærdsmæssige og psykiske symptomer. Disse symptomer går i fagsprog under forkortelsen BPSD og står for Behavioral and Psychological Symptoms of Dementia. “Vi ved, at adgang til natur og grønne områder har positiv virkning på BPSD-symptomerne hos ældre med demens. Men mennesker med demens er forskellige, og mens nogle bliver glade, når de indånder duften af en rose, undgår andre vredesudbrud, når de har mulighed for at klappe en kanin. Ikke alle skal stimuleres på samme måde, og alt det skal vi tænke ind i designet af en demenshave,” siger Tanja Schmidt.

Planter, dyr og små personlige rum

Der er mange plejecentre, der har en have, men det er ikke altid, de bliver brugt. En af udfordringen er ifølge Tanja Schmidt, at plejepersonalet ikke er vant til at tænke haven ind i hverdagen. “Personalet nævner ofte tid, som en væsentlig faktor i forhold til at tage de ældre udenfor. Derfor er det vigtigt, at de forstår, at en tur ud i haven i sidste ende kan lette deres arbejde, fordi en beboer måske bliver mindre udadreagerende eller sover bedre om natten,” siger Tanja Schmidt.

Hun har fundet frem til tre væsentlige dimensioner, der er vigtige at imødekomme, hvis en demenshave skal have en rehabiliterende effekt på de ældre. Det drejer sig om sociale og rehabiliterende aktiviteter, stimulering af sanserne og endelig de fysiske rammer.

Sociale aktiviteter handler om at skabe et uderum, der både rummer plads til socialt samvær, men også har mindre afgrænsede rum til de ældre, der ikke kan overskue for mange indtryk eller for mange mennesker omkring sig. “Mindre rum er vigtigt – små lommer, hvor der er ro og privatliv,” siger Tanja Schmidt.

En ting, som har vist sig at være gavnlige rehabiliterende aktiviteter, er genkendelige og meningsfulde haveaktiviteter. Det kan være at dyrke tomater og krydderurter eller at passe høns eller andre dyr. Det kan ifølge Tanja Schmidt give stor glæde at have noget, du skal tage dig af. Men det kræver selvsagt noget at kunne tilbyde ældre med demens en hønsegård, de kan passe. “Mange af de her tiltag både i forhold til dyr, men også generel pasning af en have, kræver at der er nogle frivillige tilknyttet det enkelte plejecenter, som kan hjælpe til,” siger Tanja Schmidt.

Sansemæssig stimulering handler om at stimulere lugt-, syns- og berøringssansen blandt de ældre med demens. Det kan fx være i form af forskellige planter eller muligheden for at røre ved fx et stykke bark eller se vand. “I forhold til sanserne er vi helt nede i, hvilken type blomster, der fungerer – nogle er smukke at se på, nogle dufter. Det ene stimulerer måske den ene, mens en anden får for meget stimuli ved at sidde i en duftende rosenhave,” siger Tanja Schmidt.

Den sidste dimension er de fysiske rammer. Udover at stisystemet skal være udformet i en form for loup fx et ottetal, er det naturligvis også vigtigt, at underlaget er let at gå på med en rollator eller at det er let for en pårørende at køre sin mor en tur i kørestolen. Det er også vigtigt, at der er bænke, hvor de ældre kan tage et hvil og måske nyde haven i selskab med sin familie, ligesom toiletforhold også er en fordel. “At have et toilet indenfor rækkevidde har vist sig at være vigtigt – det kan godt afholde personalet fra at tage en beboer med udenfor, hvis det bliver for besværligt at komme til et toilet indenfor en rimelig tid,” siger Tanja Schmidt.

Endelig er der også en række udfordringer i forhold til sikkerheden i en have til ældre med demens. Det kan være alt fra at have gelænder, som de kan støtte sig til, til ikke at have giftige planter. “Der er virkelig mange detaljer at tage hensyn til, og vi håber med det her projekt at blive endnu klogere på, hvad der fungerer, så vi i fremtiden kan skabe løsninger, der giver livskvalitet til ældre med demens,” siger Tanja Schmidt.