Universal Design kan være et redskabet til organisationsudvikling
Hvis vi skal have et samfund, hvor vi ikke bliver syge af at gå på arbejde, skal vi designe vores arbejdspladser og organisationer med mennesket i centrum . Her kan Universal Design blive en central spiller, lyder det fra forsker.
af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 26/09/2024.
At skabe en inkluderende organisation og arbejdsplads er et vedvarende projekt, og det skal tænkes bredt – meget bredt, hvis man spørger Mia Høj Mathiasson, Adjunk ved Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab på Syddansk Universitet.
“Vi skal blive meget bedre til hele tiden at udfordre det eksisterende menneskesyn og sætte mennesket i centrum,” siger Mia Høj Mathiasson.
Ifølge Mia Høj Mathiasson skal vi væk fra tanken om, at vi med en enkelt tjekliste kan komme i mål med at skabe en inkluderende organisationskultur på en arbejdsplads. I stedet skal organisationer blive bedre til at tænke deres medarbejdere som hele mennesker med forskellige fysiske og psykiske behov, og som mennesker, hvis behov og kompetencer forandrer sig over tid.
Hvem er det vi mangler?
Mia Høj Mathiasson taler hurtigt og engageret.
“Det er aktivistisk, det her og jeg vil gerne provokere og være med til at puffe til den gængse tankegang om inklusion,” siger hun.
For eksempel er det ifølge forskeren ikke nok, hvis organisationer, tror at de skaber inklusion ved at have et inklusions- eller diversitetsudvalg. Det er selvfølgelig et fint skridt på vejen, men ifølge Mia Høj Mathiasson er der stor risiko for, at udvalget trods gode intentioner ikke formår at få skabt de værdimæssige forandringer, som hun mener er helt afgørende for at opnå den rummelighed, der er målet.
“Reelt er det meget lidt, et udvalg kan præge strukturelt, og ofte får det ikke de enkelte medarbejdere med. Sådanne forandringer skal være strukturelle og de skal være forankret i et værdisæt, som gennemsyrer hele organisationen,” siger hun.
Det handler ifølge Mia Høj Mathiasson om at stille spørgsmål som; ‘Hvilken organisation vil vi gerne være? Hvem er det vi gerne vil have arbejder her? Og hvem er der ikke plads til?
Det sidste spørgsmål leder hende hen på en metode kaldet ’the empty chair’.
Det går ud på, at man, ved møder i for eksempel direktionen eller en arbejdsgruppe, stiller en tom stol ved bordet i mødelokalet. Den tomme stol skal minde os om at tænke over repræsentationen i rummet og stille spørgsmålet – hvem er det vi mangler? Hvem er det, der ikke bliver hørt her?
“Det spørgsmål er essentielt og det er vigtigt at vi bliver ved at stille os selv netop det spørgsmål for at blive ved med at udfordre vores menneskesyn og vores syn på inklusion. Det kan også være, at der i virkeligheden er brug for flere stole,” siger Mia Høj Mathiasson.
Medarbejdere skal have mulighed for at handle
Hun er i øjeblikket i gang med at udarbejde en artikel, hvor det overordnede spørgsmål er om Universal Design kan fungere som et redskab når organisationer skal skabe forandringer mod en større grad af inklusion. For det er ikke nok at have en elevator og en politik om ligevægt mellem kønnene på direktionsgangen. Fremtidens arbejdspladser skal skabe rum – rum til at være menneske.
“Hvis vi skal skabe et samfund, hvor vi ikke bliver syge af at gå på arbejde er det vigtigt at medarbejderne har autonomi og råderum til at handle i overenstemmelse med deres værdier,” siger Mia Høj Mathiasson.
Ifølge Mia Høj Mathiasson findes der mange eksempler på, hvordan vores organisationer er bygget op, så de i stedet for at skabe handle- og råderum for medarbejderne, skaber begrænsninger og rigide systemer – og det er dem, som hun mener vi skal gøre op med.
Udover artiklen er Mia Høj Mathiasson og hendes kolleger i Bevica Fondens forskernetværk også i gang med en antologi om Universelt Design som et redskab til at skabe forandring. Det er håbet at begge dele kan være med til at synliggøre Universal Design som et redskab til at designe vores organisationer ud fra et inkluderende menneskesyn og som en ny måde at tænke organisationsforandringer på – med mennesket i centrum.
“Vi håber, at vi kan informere og inspirere organisationer til at skabe forandringer så vi kan opnå en organisationskultur på danske og på sigt udenlandske arbejdspladser, der tager udgangspunkt i menneskers behov – hvor end de måtte være i livet,” siger Mia Høj Mathiasson.
Fakta:
Hendes arbejde med artikel og antologi om Universal Design som redskab til organisationsforandringer laver hun i samarbejde med kollegerne: Barbara Patricia Nino Carreras, Turid Borgestrand Øien og Stine Louring Nielsen.
Hendes arbejde med Universal Design rummer også undersøgelser af Folkebiblioteker som hub for deleøkonomi og forskningsprojektet PASSAGE, der undersøger, hvilke arrangementer, aktiviteter og services Europæiske folkebiblioteker tilbyder nyligt ankomne flygtninge og immigranter.
Mia Høj Mathiasson
Adjunkt ved Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab på Syddansk Universitet, Kolding, og underviser i Biblioteksvidenskab, IT og Kommunikation.
Medlem af Bevica Fondens forskernetværk
Læs flere forskerprofiler