Fremtidens skole er ekskluderende

Har du tænkt over, hvordan din skole så ud, da du selv var barn, og hvordan skoler ser ud i dag?

Måske er der ingen forskel – nogle skoler er gamle, og undervisningen foregår stadig i de samme klasseværelser. Måske har de fået et løft med maling, nye møbler og flere skærme.

Andre skoler er ombyggede eller nybyggede med nye typer af rum og en anden måde at organisere sig på.

På Buddinge Skole har man eksempelvis omdannet udskolingen fra traditionelle klasseværelser til et såkaldt ’åbent lærings-landskab’ med læringszoner, åbne scener, amorfe siddemøbler og et ’læringslaboratorium’.

Visionen med fremtidens innovative skolearkitektur er, at åbne og fleksible rammer skal understøtte kreativitet, kritisk tænkning og samarbejde. Det siges, at arkitekturen er mere inkluderende, fordi den giver adgang til rum med forskelligt inventar, der dækker forskellige læringsstile og giver mere bevægelse indendørs.

Men holder de gode visioner i praksis?

Jeg kom i tvivl, da en elev, som viste mig rundt i et ombygget udskolingsområde på Buddinge Skole, fortalte, at nogle elever gik tidligere hjem med ondt i hovedet på grund af larm.

I hendes gruppe af dygtige piger havde de det godt med de frie rammer, men som hun sagde:

»De svage elever synker til bunds.«

Nye skoleprogrammer vil vende skolen på hovedet

Det fik mig til at studere, hvad der står i de danske skoleprogrammer for nye skoler år 2015-2020. De pædagogisk/arkitektoniske programmer bestemmer, hvad skolearkitekturen skal kunne. De ligger ikke alle online, men man kan henvende sig hos den kommune, hvor skolen hører til, og spørge om at få dem udleveret.

Programmerne giver indtryk af, at det er nødvendigt at revolutionere skolens rum og ændre skolen radikalt for at følge med tiden.

De opfordrer til at vende den danske skole på hovedet, for at den kan blive elevcentreret og inkluderende. Det ses eksempelvis i det pædagogisk/arkitektoniske skoleprogram for Ny Skole i Haderslev Syd, 2017:

»Vi vil en skole der rykker videre fra industrisamfundets tænkning, hvor børn lærer de samme ting på samme tid og samme måde med deraf følgende vekslende succes for de forskellige børn.«

»Der er ikke behov for 25 ens arbejdspladser«

Programmerne lægger op til, at eleven kan se langt igennem vægge af glas og på tværs af årgange, for at føle sig som en del af det store skolefællesskab.

På baggrund af skolereformen 2014 ønsker man mere bevægelse ind i skolen, og at åbne skolen op med transparens, indblik og udsyn, så eleverne bliver inspireret af hinandens forskellige læringsaktiviteter.

»Der er ikke behov for 25 ens arbejdspladser i et rum. Der er behov for et trygt og tydeligt samlings- og formidlingssted, eksempelvis en trappe,« står der i det pædagogisk/arkitektonisk skoleprogram for Ny Skole i Hørning, 2019.

»Der er behov for at kunne vælge at arbejde i forskellige typer af fordybelsesindretninger. Og der er behov for at kunne samarbejde, undersøge og eksperimentere i projektområder.«

Spredt for alle vinde

Men gør det skolen inkluderende at åbne den? Eller er der faktisk behov for en stol i et roligt lukket rum, som eleverne føler er deres, hvis de trygt skal kunne samarbejde, fordybe sig og eksperimentere?

Min forskning peger på, at hvis undervisningen skal være inkluderende, er det vigtigt at elever og lærere kan se, høre og finde hinanden, og at det kan være svært, når arkitekturen er meget åben og fleksibel.

Et inkluderende elevfælleskab hjælpes på vej, når læreren har overblik til at orkestrere det.

Ligesom en dirigent der står overfor et orkester, er læreren den, som kender eleverne, kan sørge for at alle bliver hørt, og lytter til hinandens forskellige klang og udtryk.

På skolens udearealer er der plads til at råbe højt og bevæge sig meget, fordi der er højt til himlen og rum til masser af lyd.

Men indenfor skal skolen måske netop tilbyde rum, hvor man kan samle sig, reflektere og diskutere nyt læringsindhold på demokratisk og undersøgende vis.

Hvad gør de nye rammer ved elever og lærere?

Jeg har været nysgerrig på, hvordan forestillingerne om fremtidens skole bliver til, samt på de sociale processer, som skaber rummet både før og efter skolen er bygget.

Derfor har jeg udover at analysere skoleprogrammer, interviewet konsulenter, arkitekter, skoleledere og lærere, og foretaget feltarbejde på tre af de skoler, der er blevet programmeret 2015-2020. I feltarbejdet har jeg fulgt undervisningen på mellemtrin i 4., 5. og 6. årgang.

Ved at være til stede i skolerummet, har jeg på egen krop mærket arkitekturen og det sociale liv i undervisningen.

Jeg erfaret stemning, tonefald og energi i skolerummet og oplevet det rumlige layout og indretningen såvel som bevægelsesmønstre, kropsholdninger og ansigtsudtryk.

At jeg har arbejdet både som støtte- og klasselærer i grundskolen, og som arkitekt former de oplevelser mit blik.

Det giver min forståelse af samspillet imellem de sociale situationer i undervisningen, og organisering med arkitektur og indretning.

Elever overses

I løbet af mit feltarbejde interviewede jeg lærere, der arbejder på de nye skoler. Her fortæller en lærer om at undervise tre klasser sammen i et åbent og varieret læringslandskab:

»De børn som måske er meget introverte, og som er meget selvudslettende, jamen dem overser man faktisk nemmere her.« – Anonym skolelærer. Om undervisning i et åbent skolelandskab.

Når eleverne mangler hjælp, men ikke kan se lærerne, og ikke er sikre på, at der bliver lagt mærke til, at de mangler hjælp, så løber de mest ihærdige elever ud efter lærerne.

De elever som ikke har så meget mod på tingene, de holder sig tilbage og risikerer at gå under radaren.

Når både lærere og elever bevæger sig rundt efter hinanden over et større areal, opstår der mange forstyrrelser.

Læreren fortæller videre:

»De børn, som er udadreagerende, som måske har en koncentrations-forstyrrelse, de har jo om nogen brug for at få at vide, at lige her skal du være, og rummene er jo bare kæmpestore og transparente, og der er hele tiden noget, der forstyrrer øjet.«

Det udfordrer eleverne, fortæller en anden lærer:

»Selvom læringsindholdet er meget spændende og eleverne rigtig gerne vil det, så tænker jeg, at med antallet af forstyrrelser, så skal du virkelig være meget stærk og dygtig for at kunne lære i sådan et miljø, hvor der sker alt muligt omkring dig.«

Fleksible lokaler udfordrer eleverne mentalt og socialt

Nogle af de danske skoler, som er programmeret 2015-2020, gør undervisningslokalerne fleksible for at give flere elevgrupper adgang til det samme rum på forskellige tidspunkter.

Her skifter eleverne fra lokale til lokale imellem lektionerne, hvilket giver mange opbrud i løbet af skoledagen.

Garderoben er elevernes faste holdested, hvor de gentagne gange henter bøger og tager sko af og på.

Men når eleverne ikke har et eget opholdsrum, bruger de mere energi og flere ressourcer på at huske, hvor de nu skal være, hvad de skal have med, og hvordan de der kan holde trit socialt.

Lærerne bruger tid på at hjælpe eleverne til at huske dagens program og skift. Nogle lærere laver skemaer med faste pladser til eleverne i de forskellige lokaler for bedst muligt at støtte og flette udsatte elever ind socialt.

Men det er krævende for eleverne at huske de faste pladser i de forskellige rum, og for lærerteamet at samarbejde om. Indretningen af lokalerne kan skifte i løbet af dagen med de forskellige brugere.

For vikarer er det særligt svært at holde styr på.

’Kloge’ kvadratmeter forvirrer eleverne

Udover det delte ejerskab til undervisningslokalerne i skoletiden deles lokalerne også med SFO, fritidsklub og aftenskole for lokale borgere efter skoletid.

På den vis skaber kommunerne ’kloge kvadratmeter’ ifølge nogle konsulenter, fordi flere forskellige brugergrupper benytter det samme lokale dagen igennem.

Kommunen ønsker at spare penge ved, at kvadratmeterne bruges af mange og sjældent står tomme. Men det koster på elevernes fornemmelse for adfærd i rummene, for ansvarsfølelsen for rummet og for muligheden for at synliggøre det enkelte fællesskab i rummet.

En lærer fortæller, at det forvirrer eleverne, når de skal agere efter forskellige regler i det samme rum på forskellige tidspunkter af dagen:

Skolen bruger ekstra tid på organisering og administration, idet flere brugergrupper med vidt forskellige formål og behov anvender det samme undervisningslokale.

Diverse bruger-grupper trækker rummet i hver sin retning, med forskellig bordopstilling og efterladenskaber, hvilket kan resultere i rod og ærgrelse, fordi rammer, værktøjer og materialer omgås forskelligt.

Støj og pludselig forstyrrelse går ud over alle elever

International forskning peger også på, at åbne skolemiljøer udfordrer elevernes trivsel og læring.

Et studie fra Melbourne University, der startede som en undersøgelse af hørehæmmede elevers trivsel i skoler med åbne planer, viser, at baggrundsstøj og pludselige lyde forringer alle elevers læring.

Forskningen viser, at særligt elever som i forvejen er udfordrede, viser markant dårligere tilegnelse af læsefærdigheder i større åbne rumligheder, hvor der foregår flere aktiviteter samtidigt.

Alle elever bruger energi på at se bort fra lydmæssige og visuelle forstyrrelser.

Det øgede antal elever der ikke kan holde koncentrationen, lægger beslag på lærerkræfterne, og resulterer i at samtlige elever lærer mindre.

Nordiske skoler har haft tradition for samarbejde, kritisk tænkning og projektarbejde

Anneli Frelin, der er professor i uddannelsesvidenskab, har undersøgt fire nye skoler i Stockholm.

Frelin er kritisk overfor globale trends for fremtidens skole, fordi det, som virker innovativt for engelske og australske skoler, ikke nødvendigvis er innovativt for svenske eller danske skoler.

Hun peger på, at nuværende trends er båret frem af OECD, en europæisk organisation med et globalt fokus, der arbejder for at fremme økonomisk vækst.

OECD taler for et helt nyt skolesystem som med nye læringsrum og teknologi globalt vil fremme elevernes kompetencer for kreativitet, samarbejde og kritisk tænkning.

Men det er kompetencer, som de nordiske landes skoler traditionelt har sat højt, ifølge Frelin.

Hvis Frelin har ret, peger det på, at det er en dårlig ide at revolutionere dansk skolearkitektur, og at kommunernes penge bruges klogere ved at udbygge skolerne langsomt og lokalt i nært samarbejde med skoleledere, lærere og elever.

Hvad skal fremtidens skole?

Min forskning peger på, at smarte ideer forfører bygherrer til at tage meget store spring mod helt nye typer skolearkitektur, der med en anderledes organisering og skolehverdag, giver mange uforudsete problematikker, som er dyre at justere og drifte.

Kloge og bæredygtige kvadratmeter opnår man, skridt for skridt, ved at afprøve ny arkitektonisk rammesætning i mindre skala og nøje udforske sammen med lærerne, hvordan undervisningen påvirkes, og hvad det medfører for elevernes læring og sociale trivsel.

Se mine forslag i boksen under artiklen.

Meget afhænger af elevgruppers størrelse, af lærerbemanding, pædagogik og skoleledelse, men skolearkitekturen kan spænde ben for omsorgsfuld undervisning og herved gøre skoledagen ekstra svær for udfordrede elever.

Inklusion af elever med psykisk og fysiske handicaps er helt centralt for folkeskolen, og også en af grundtankerne indenfor universelt design, hvor vi fokuserer på at skabe fysiske rum for alle mennesker. Du kan læse mere om universelt design her.

Jeg tror, det styrker elevfællesskaber, at de har et eget rum at spejle fællesskabet i.

Jeg tror ligeledes, at man ved at give alle elever en tryg overskuelig base i skolen, giver dem styrke til at søge ud i nye og større fællesskaber både indenfor og udenfor skolen.

Jeg tror det (for det har jeg ikke udforsket), men jeg synes, vi skal lade det komme an på en prøve.

En prøve, som jeg håber, at andre forskere, kommuner, skoler, skoleledere, lærere og arkitekter vil binde an med.