Erfaringsdeling kan udvide vores syn på kroppen

Maria Bee Christensen-Strynø har gennem sin forskning bl.a. undersøgt, hvordan mennesker med handicap skaber deres egne fortællinger på sociale medier, og hvordan de fortællinger kan være med til at påvirke vores syn på, hvordan den normale krop ser ud.

af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 19/01/2024.

Når den australske supermodel Madeline Stuart, der lever med Downs syndrom, fortæller om sig selv og sin modelkarriere på Facebook og Instagram er hun på den ene side med til at rykke ved normen om, hvordan en supermodel skal se ud. På den anden side understøtter hun normen om, at en model skal være slank, have pæn hud og fremstilles i et så flatterende lys som muligt.

“Hun har opnået succes ved at have lanceret sig selv som verdens første model med Downs syndrom og dermed bryder hun en norm om, at en model skal se ud på en bestemt måde. Samtidig agerer hun i tråd med andre normsættende kriterier for at opnå succes. Fx når hun taber sig for at leve op til velkendte kropsstandarter,” siger Maria Bee Christensen-Strynø, adjunkt på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Hun forsker i visuelle og æstetiske kulturer med fokus på kropslige og erfaringsbaserede udtryksformer og hun er blandt andet optaget af, hvordan mennesker med handicap fremstiller sig selv via sociale medier, og hvordan deres ‘fortællinger’ påvirker omverdenens syn på kroppe, der synligt skiller sig ud fra majoriteten.

Hun uddyber sin pointe omkring den omtalte supermodel.

“Hendes handicapidentitet bliver hendes brand samtidig med, at hun taler ind i en minoritetspolitisk dagsorden. Derfor er der mange med lignende erfaringer, der kan spejle sig i hendes mission” siger Maria Bee Christensen-Strynø.

Hvad er idealet?

Maria Bee Christensen-Strynøs forskning tager udgangspunkt i menneskers egne erfaringer med, hvordan det er at leve med en krop, der skiller sig ud fra normen. Ifølge hende bærer disse kroppe på en mængde viden om, hvilke mekanismer, der skaber inklusion og eksklusion.

“Den kritiske handicapforskning sætter spørgsmålstegn ved “normalitet” som det styrende kropsideal, siger hun.

Ifølge Maria Bee Christensen-Strynø kan sociale medier være med til at udbrede mennesker med handicaps egne erfaringer og selvopfattelser. Dermed medvirker repræsentationen på sociale medier til at udvide og nuancere forståelserne af, hvad en mainstream krop er. Der bliver så at sige skabt nogle nye rum, hvor kropsidealet er til forhandling. Men der er også udfordringer.

“Det kan hurtigt blive til en velkendt succesfortælling. Men slagsiden er, at den fortælling også tager afsæt i nogle individualiserende berømmelseslogikker, som ikke er tilgængelige for ret mange. Det er jo langt fra alle, både med og uden Downs syndrom, der kan blive modeller,” siger hun.

Parkinsondans skaber håb og livsglæde

Omvendt kan erfaringsdeling ifølge Maria Bee Christensen-Strynø være katalysator for samskabende og fællesskabsskabende processer. Som post.doc. var hun med i et projekt, der undersøgte betydningen af dans for mennesker med Parkinson. Gruppen, hun arbejdede sammen med, var mennesker, der ikke nødvendigvis havde en positiv selvforståelse i forhold til Parkinson. Til gengæld gav dansen, og delingen af erfaringer med dans som en del af livet med Parkinson, brugbare selvindsigter og øget kropsbevidsthed. Gennem projektet fik Maria Bee Christensen-Strynø og hendes kolleger nye indsigter i, hvordan kunst og kreativitet via dans kan give adgang til vigtige erkendelser for mennesker, der lever med kroniske sygdomstilstande.

“Delingen af erfaringer med afsæt i en sanselig og æstetisk udtryksform, som dans er, viste sig at være meget givende. Det skabte mere nuancerede selvforståelser og gav håb og livsglæde,” siger hun.

Erfaringsdeling kan altså være givende både i forhold til den enkeltes selvforståelse og i forhold til andres blikke på kroppen og hvad der anses som socialt acceptabelt. Men selvom sociale medier har givet mulighed for at sprede budskaber udenom traditionelle medier, så er der et stykke vej til, at den nye normal bliver topmodeller med Downs syndrom og parkinsondansere.

“En større synliggørelse af kropslig forskellighed i medierne og kulturlivet er ikke i sig selv forandringsskabende, men det er begyndelsen på en ny samtale om, hvordan vi gerne vil se på kroppen, siger Maria Bee Christensen-Strynø.