Er der plads til alle på universiteterne?

En studerende med dysleksi (ordblindhed) har brug for et læseprogram til computeren for at kunne forberede sig, deltage i undervisning og løse opgaver. Men læseprogrammet, som tilbydes, kan ikke læse formler op.

Enten skal den studerende selv købe et mere avanceret program eller leve med at være bagud i forhold til de andre studerende.

Dette er blot et af flere eksempler på, hvordan studerende med diagnoser som dysleksi har flere arbejdsopgaver og udgifter på datalogi-studiet end mange af deres medstuderende.

I Danmark er uddannelse gratis og principielt tilgængeligt for alle. Men usynlige barrierer er med til at ekskludere en lang række studerende.

Jeg er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og har kortlagt de barrierer, som studerende med kognitive diagnoser møder på datalogiuddannelserne på tre danske universiteter – ­og hvordan løsningen kan se ud.

En overset gruppe

Jeg er særligt optaget af adgangsmulighederne på datalogiuddannelserne. Det er nemlig én af de uddannelser, der lider under manglende ligestilling og inklusion (se 1, 2, 3 og 4).

Ifølge en litteraturgennemgang af studier af universiteter især i USA og UK, så er universiteterne generelt dårlige til at inkludere studerende med diagnoser.

Jeg fokuserer på studerende med diagnoser såsom ADHD, autisme og dysleksi (også kaldet neurodivergente studerende). Hvorfor? Blandt andet fordi vi ved for lidt om dem.

Der er meget få tilgængelige studier med fokus på neurodiversitet, når vi sammenligner med tilgængelige studier for mennesker med fysiske handicap.

En stabil andel af befolkningen har kognitive diagnoser, og mange af dem går på universitetet.

En nylig rapport fra Ministeriet for Forskning og Videregående Uddannelser viser, at andelen af studerende med handicap, der er registreret hos ’Specialpædagogiske støtte/SPS’ (et offentligt tilbud), er steget fra 3 procent i 2010 til 11 procent i 2020.

Men samtidig oplever studerende med handicap mere diskrimination og lavere trivsel sammenlignet med deres ikke-handicappede klassekammerater, og de interagerer med studiemiljøer, der meget ofte ikke er tilgængelige.

Der er mange neurodivergente studerende, og vi ved meget lidt om dem, eller hvordan vi bedre kan imødekomme deres behov. Det vil jeg gerne ændre på med mit ph.d.-projekt.

Et individuelt ansvar

Jeg har interviewet neurodivergente studerende på tre datalogi-uddannelser på danske universiteter.

Resultaterne bliver publiceret i oplægget til den 27. ACM-konference om computerstøttet samarbejde og socialt computerbrug (CSCW) i begyndelsen af 2024.

Et af de centrale problemer, som min forskning peger på, er, at tilgængelighed stadig er den enkeltes ansvar.

Har den studerende fået en diagnose og kan dokumentere sit handicap, kan vedkommende få hjælp, og så sender vi dem over til en specialafdeling (Specialpædagogisk støtte/SPS), der hjælper dem.

Men har du ikke papir på din diagnose, så er det endnu sværere at få opfyldt dine behov. Det betyder, at vi ikke ser tilgængelighed til studiet som en fælles opgave, men som noget, den enkelte studerende selv må sørge for.

Det individuelle ansvar betyder, at studerende med diagnoser og handicap møder en masse barrierer, som de selv må tackle.

Jeg har opdelt de barrierer, som de studerende fortalte mig om, i tre kategorier:

• Teknologiske barrierer, såsom de dårlige læseprogrammer
• Kognitive og fysiske barrierer, eksempelvis er fjernundervisning og optagelse af lektioner ikke særlig ofte tilgængeligt, og den intensive arbejdsbyrde og tempo i undervisningen er svært at forene med udsving i energi.

Sociale barrierer, eksempelvis gør stigmatisering omkring handicap det svært for eleverne at fortælle klassekammerater og lærere om deres behov, og familiemedlemmer, der er en del af elevernes omsorgsnetværk, er ikke i stand til at kommunikere med nogle støttetjenester indenfor SPS.

Manglende dialog er med til at skabe barriererne

Derudover ser vi, at der er meget lidt kommunikation mellem universitetet og deres afdeling for specialhjælp. Specialpædagogiske støtte (SPS) dækker alle uddannelser, og skal hjælpe studerende med handicap.

Universiteternes SPS-teams består af meget dedikerede medarbejdere, der støtter hundredvis af studerende på tværs af mange afdelinger.

Har du ADHD, autisme eller dysleksi eller en kombination heraf, vil du gå til en samtale med SPS og finde ud af, hvilken hjælp du skal have: en mentor, et læseredskab til computeren eller noget tredje. Men universitetet eller underviserne er ikke en del af den dialog.

SPS hører til under Børne- og Undervisningsministeriet, mens universiteterne hører til Uddannelses- og Forskningsministeriet. De to enheder deler generelt ikke data, statistik og generel viden.

De studerende med behov for støtte står alene med en ekstra udfordring, eksempelvis når SPS ikke tilbyder læseprogrammer, der passer til uddannelsen, eller når universitetets studienævn afviser en anmodning om at bruge hjælpemidler under eksamen.

Det er desværre sket for nogle af de interviewede studerende, og betyder basalt set, at hvis du har et handicap i uddannelsessystemet, har du en ekstra arbejdsopgave i at finde den rette hjælp og orientere underviserne og uddannelsen.

De studerende, jeg har interviewet, fortæller, at det går ud over deres trivsel.

Støttetilbud giver måske ikke fri og lige adgang

Jeg interviewede udelukkende studerende, der havde en dokumenteret diagnose. Men det er